26/01/2025 0 Kommentarer
Prædiken til 3. søndag efter hellig3konger.
Prædiken til 3. søndag efter hellig3konger.
# Præsten skriver...

Prædiken til 3. søndag efter hellig3konger.
Bibelteksterne til gudstjenesten
Salmerne valgt
745 Vågn op og slå, på dine strenge
367 Vi rækker vore hænder frem,
826 Guds nåde er en vintergæk, Kan høres på youtube
450 Du kommer, Jesus, i vor dåb
Den danske teolog og filosof Søren Kierkegaard har skrevet en meget læst og værdsat bog, der hedder ”Kærlighedens gerninger”.
Og jeg – som virkelig mange andre - er fascineret af den bog.
Bogen er skrevet sådan, at man ikke kan holde op med at læse den.
Den strækker sig over lange sætninger, der hele tiden hægter sig fast i hinanden, så man er nødt til at blive ved med at følge dem videre og videre og videre - for ikke at miste pointen i det man allerede har læst.
Det er ret hæsblæsende. - Samtidig med at tempoet sættes ned af de meget små bogstaver og halvgamle ord.
Og sådan læser man sig lidt hasarderet længere og længere ind i sin egen menneskelige grund - med speederen og bremsen i bund på samme.
Og man opdager, at bogens hovedrolleindehaver – kærligheden – er vores fælles afsæt og må være vores fælles indsats. Kærligheden er bred og stor og dyb og kan mindst af alt spærres inde i parforholdet, eller det, vi kender fra den romantiske kærlighed mellem to.
Kierkegaard kalder kærligheden mellem to for forkærlighed, og den kærlighed er han ikke særlig interesseret i – måske tværtimod - fordi den kærlighed kun er en afart af noget større og har det med at aflede og indskrænke os i, hvad vi forstår om kærlighed.
For kærligheden er helt anderledes grundlæggende for os. Den gør os skrøbelige og den kan give os uanede kræfter. Men kærligheden er ikke vores. Den er ikke noget vi kan tilegne os og skalte og valte med og dele nådigt ud af til dem vi vil. Vi lever i – og af – kærlighed mellem hinanden. Vi er forpligtet på den og kan ikke unddrage os den – selv om vi bøvler med den.
For vi er skabt af kærlighed og vi kan aldrig vikle os ud af den - ligesom man ikke kan flå sit hjerte ud af kroppen, hvis man vil beholde livet.
Kærlighed er et gudgivet vilkår og en nødvendighed i et menneskelige. Den er den bankende puls bag vores liv. Så det er ikke så mærkeligt, at vi plejer at placere kærligheden i hjertet, når vi tegner eller taler eller skriver eller synger om den.
Vi, fællesskabet, tilværelsen for mennesker kan ikke findes uden kærlighedens livsgnist. Det er den vi kommer af og den vi er her for. Det er den, der gør os til mennesker.
”Menneskets kærlighed grunder i Guds kærlighed”, som Kierkegaard skriver.
Vi øser af en generøs kilde, hvis udspring, vi ikke kan grave os frem til.
At læse Kierkegaards ”Kærlighedens gerninger” er som at strikke et svært mønster. Det kræver hele ens koncentration og det fordrer, at man bliver ved indtil man er nået så langt, at man begynder at kunne se, hvad det ligner.
Så kan man endelig holde en pause – inden man kaster sig ud i endnu en lang kæde af betydningssammenhænge, der hele tiden fører videre og længere ind i kærlighedens afkroge.
Et sted skriver Kierkegaard, at ”Kærlighedens liv må være skjult.”
I dagens evangelietekst helbreder Jesus i det skjulte. Han lader sig røre af - og han rører ved - en, der er blevet isoleret med en smitsom sygdom.
Og den syge har vel allerede længe overvejet om det er hans sygdom eller hans ensomhed, som andre tror smitter. Er det hans sår eller hans situation, der stinker?
Og den romerske officer, der var ugudelig af rang og tilmed ansat af besættelsesmagten - han havde nok heller huset fuldt af hjælpsomme naboer da hans tjener blev lam. Men også han troede fra sit ensomme mørke på en livgivende kærlighed, der er mere end menneskelig mulig. Og han troede, at Jesus havde det i sig. Han troede, at Jesus var Guds væsen, mening og mulighed, når livet er lammet.
Man kan undre sig over, hvorfor Jesus er så diskret med sit virke. Og også disciplene spørger ham med jævne mellemrum, hvorfor, han ikke er mere offentlig med det han kan. - Så han lidt hurtigere kan blive kendt? Så han kan blive den konge, de alle går og ønsker sig.
Men Jesus vil helst ikke have, at der bliver gjort noget væsen af det, han gør. For han vil ikke være den konge, de efterspørger.
Kærlighedens magt kan aldrig blive til en kongemagt.
For kærligheden er til for kærlighedens egen skyld og bevæger mennesker i det skjulte. Den kan nemt blive et middel til noget andet, hvis vi går og skilter med den.
Godhed og kærlighed, der stilles til skue, kommer nemt til at handle om netop noget ydre. - Om hvor gode og kærlige, vi er f.eks. Eller hvor søde eller synd, det er for os siden vi modtager så meget godhed. Så stiger kærligheden os til hovedet, og går os i sproget, i stedet for at leve i sin egen ret i vores handlinger.
Og hvad det angår, er det nærliggende at tænke, at kærligheden har ringe vilkår for tiden. – Fordi vi lever i en tid, hvor kun dét har virkelighed, som stråler af selvtillid og kan beskrives og begrundes og bevises - og ikke mindst italesættes og opdateres på en app. Det, der ikke findes på film eller Facebook eller i en fin formulering, findes ikke i virkeligheden.
Men der er i grunden noget ægte og ærligt ved kærligheden, som gør, at den ikke har godt af at blive beskuet og gjort stor i ord. For så forvandler den sig fra kærlighed til præstation. Så handler det ikke længere om den anden og om at skabe livsrum for hinanden. Så kommer det i stedet for til at handle om mig og om hvad jeg kan – og kan gøre mig til af.
Kærlighed i meget bred forstand betyder at gøre sig umage med det og dem, man har med at gøre – vel vidende, at vi ikke har overmenneskelig livskraft at gøre godt med.
Og det, man gør sig umage med for sin samvittigheds skyld – gør man fordi man har Gud i sit univers.
Det man gør, gør man fordi man har medansvar for at kærligheden skal få ben at gå på.
Og den forandring, kærligheden skaber, sker ikke i det ydre.
Forandringen sker i det indre i forholdet mellem mennesker, når man ser, oplever, mærker eller måske kun umærkeligt registrerer, at noget har bevæget mig eller har været vigtigt eller har haft betydning.
Forrige uge talte jeg med nogle studerende på social- og sundhedsuddannelsen. De ville gerne vide, hvad en præst, kan bruges til i deres sammenhæng, når de er på arbejde.
Vi talte en del om den sidste tid hos en døende og om tiden efter, at døden er indtrådt.
Én spurgte mig, hvad hun skulle sige til de efterladte, Hun følte ikke, at hun havde ord, hun kunne bruge, når de stod der ved den døde.
Og jeg kom til at tænke på den tillid vi i enhver sammenhæng har til ord og til dem, der har ordene i deres magt. – Og i dette tilfælde til mig.
Og lige her tænkte jeg at den kærlighed, der gør sig umage i det skjulte – den umage hun havde gjort sig med at gøre den døde i stand – var en større kærlighedsgerning end meget af det jeg ville kunne finde på at sige. Hendes nærvær, den kop kaffe hun tilbød de efterladte og det at hun var der sammen med dem og stillede sig til rådighed for dem - og tilmed var i tvivl om det var godt nok - det overtrumfede det jeg i min vildeste visdom ville kunne finde på at sige. Det hun bevægede i det skjulte ved at gøre sig umage med at gøre sit arbejde så godt, hun overhovedet kunne, tror jeg forplanter sig og rokker ved virkeligheden.
Kierkegaard skriver, at det kristelige vil vise mennesket et punkt uden for verden. Og ved hjælp af det punkt, skal himmel og jord bevæge sig så stille, at ingen kan mærke det.
Kristendommen viser os kærligheden, som vi under alle forhold må insistere på, der hvor vi er og sådan som vi er forpligtet. Det må være vores hjerteanliggende og samvittighedssag. Og ikke en sag for at få anerkendelse.
Selv om man skal passe på med politik på en prædikestol – så tror jeg, at vi er mange – uanset politisk ståsted, der føler, at dønningerne efter valget af den nye amerikanske præsident skyller usikkert ind over os.
Og ingen ved vel, hvad man skal stille op med sådan en mand og sådan en magt.
Men jeg tror på kærlighedens skjulte liv.
Som Kierkegaard skriver, så findes der i enhver sø kilder i bunden som bevæger søen umærkelig og forandrer den – uanset, hvordan det ser ud på overfladen.
Og det er måske også derfor Jesus til sidst i dagens tekst tale om fortabelse. For hvis vi ikke tror på, at kærlighedens kilder bevæger i det skjulte og hvis vi ikke lader os bevæge af dem, så er vi måske fortabte i vores tillid til, at det gælder om at stille alt til skue og råbe højest og mest primitivt.
Lad dig ikke overvinde af det onde. Men overvind det onde med det gode.
Amen.
Kommentarer