Teksten fra bibelen:

Matthæusevangeliet kap. 28 vers 16 - 20

Af sognepræst Marianne Vigen Smolarz

Kære konfirmander!

Jeg har glædet mig til i dag - og til at se jer.

Og jeg har håbet på, at jeg kunne genkende lidt af hver jeres særlige sjæl gennem det fine tøj.

Og heldigvis skinner I igennem sådan som jeg kender jer. Det er det dejlige ved det. Det er det, der gør jer smukke – og det er det, der gør mig varm om hjertet.

For der er en særlig sitrende, glad og spændt og nervøs og forventningsfuld stemning i kirken i dag.

Det er nemt at mærke, at mange har gjort sig umage. – Ikke mindst jer, konfirmander. Bare det, at I er kommet.

For det kan være en vild og fremmed oplevelse, det at skulle være midtpunkt – måske før første gang. Det har jeg ret stor medfølelse med og respekt for.

Men gør det som I kan!

Jeg tror ikke, at der er nogen her, som ikke bare ønsker, at det skal være okay for jer.

Og jeg håber, at alle I, der er inviteret til konfirmation, holder igen med jeres egne faste forventninger. Lad dagen digte sig selv i de rammer, der er sat.

For vi har alle vores måder – og sådan må vi på skift lade os invitere ind i hinandens måder at gøre ting på.

Og I forældre har måske ryddet op og luftet ud og lagt haven om og trukket maven ind for at kunne være i festtøjet i dag. Kærligheden har mange udtryk.

Selv har jeg ikke været i tvivl om, hvad jeg skulle tage på. – Jeg har selvfølgelig taget min absolut dyreste kjole på.

For vi kommer her med hver vores lille usikre ønske om at gøre det så godt som muligt. Det er vi fælles om. – Selv om nogle af os på mange måder er gamle og rutinerede og bare må tage os sammen, når vi bliver rørte over det vigtigste i livet.  

Først på foråret kom min mand hjem og genfortalte en kollegas oplevelse. Kollegaen har en søn, der skal konfirmeres og sønnen havde en aften taget sit konfirmationstøj på, så de lige kunne se det igen. Og så han lige kunne øve sig på at være i det.

Så pludselig stod han der i stuen foran sine forældre i tøjet. Faren kunne mærke det begynde at sitre i øjenkrogen ved synet og han tænkte straks: Åh nej, nu begynder min kone at græde. Og den var god nok; han fik en tavs, fugtig øjenkontakt med sin kone. De fik begge sagt med et måske lidt for hurtigt sideblik, at tøjet var rigtig flot til ham og så viftede de ham ud for at tage det af igen.

Og det er jo ikke til at sige, hvad der sker, men der sker noget sandt og vigtigt, når livets overgange bliver pænt klædt på og flyttes her ind i kirken. For vi kan ikke længere bilde os ind at vores børn er små, når de ligner voksne. Med frygt og bæven og stolthed ser vi – det vi godt ved - at de – I, konfirmander - ikke længere helt er vores. At verden venter.

Og jeres forældre tænker vel, at deres liv også har ændret sig i de år, der gik. Alt blev måske ikke som de havde tænkt da I var små, men I er her og det er det vigtigste. Herfra må alting løses.

Og det er derfor vi må tage det med ind i kirken for her kan alting rummes.

En gang i en fjern fortid – i tresserne, hvor jeg er født – var journalisten og forfatteren Paul Hammerich på besøg i Nepal. Han besøgte bl.a. en bondefamilie oppe i bjergene. På et tidspunkt spurgte Hammerich bonden om han ikke skulle tage et billede af ham med sit polaroidkamera – sådan et kamera, som spytter et billede ud kort efter at det er taget.

Hammerich tog et foto af manden og viste ham straks efter billedet. ”Det er dig” sagde han. ”Nej!” sagde bonden - til Hammerichs store overraskelse. (Var bonden mon ikke vant til at se sig selv?). ”Det er jo ikke mig” sagde bonden.

Forvirret spurgte Hammerich bonden om han ikke kunne se at det var ham selv på billedet.

Men manden tog Hammerich med ind i huset og viste ham et billede på væggen. Billedet forestillede manden med hele hans familie, landsbyen og bjergene. ”Dét er mig!” sagde han.

For bonden kunne ikke forestille sig at være sig selv uden alle dem og det, han var en del af.

Og selv om dette skete i en fjern tid i et fremmed land og et anderledes landskab, så tror jeg ikke at det er så langt fra os. – Selv om vi går og siger, at vi selv skal være og selv skal vælge og selv skal tage ansvar. Der er også mange, der går og siger, at de skal passe på sig selv. Jeg tror godt, at jeg ved, hvad de mener, men det lyder ensomt og det lyder forkert. For vi har jo hinanden.

Så vi behøver ikke at blive ved med at bilde os selv og hinanden ind, at vi kan – og kan blive alt. - Også berømte hvis vi vil det nok og kæmper for det.

For det passer ikke. Vi kan meget, men vi kan ikke alt, og vi kan ikke det samme og det er fint sådan. For vi har brug for hinanden.

Og hvis plan A ikke virker, så er der altså 28 andre bogstaver i alfabetet.

Om det er to eller tyve mennesker I, konfirmander, har inviteret til jeres konfirmation i dag – så har I vigtige mennesker i jeres liv. De er lige her med det de hver især gerne vil være for jer.

For I kan og skal ikke klare jer selv. I skal snakke med de mennesker, I omgiver jer med – spørge dem om verden og livet, forsøge at fortælle dem, hvad der gør jer glade og hvad der gør jer ondt. For ellers har de ikke en chance.

Og jeg ved godt, at I på en måde allerede ved det. For da jeg spurgte jer, hvad I glæder jer til på jeres konfirmationsdag, var der mange af jer, der som det første sagde, at I glæder jeg til at se og være sammen med de mennesker, I kender – og måske ikke ser så tit.

Nogle af jer nævnte også talerne. Og det at glæde sig til talerne, er vel også at glæde sig til at høre jer selv blive fortalt på plads mellem dem, I hører til hos.

Jeg håber, håber, håber, at I har tillid til, at andre mennesker er der for jer – og at I tør åbne jer og være der for dem.

Og hvis I sidder og spørger jer selv, hvad dette har med Gud at gøre, så har det alt med Gud at gøre.

Jeg læste før for jer fra det vi kalder dåbsbefalingen i Bibelen – som også blev læst da I blev døbt. Her møder Jesus – efter sin død – på forunderlig vis - igen den meget forskelligartede flok af disciple han havde fået samlet omkring sig. Der var nogle, der troede og nogle, der tvivlede og nogle, der mest bare var med. Der var også Peter, som altid gik foran og som ofte var lidt for langt fremme i skoene og tit fik sagt noget dumt.

De var som de var – og det var godt nok.

Og sammen var de dem, der skulle bære Guds kærlighed og tilgivelse videre i verden – ikke på en særlig fiks måde og ikke for selv at blive noget særligt, men sådan som de nu kunne - som dem de var. Og de skulle sætte kærlighedens usynlige mærke på folk ved at døbe dem, så ingen kan være i tvivl om, at Gud vil være med os alle dage indtil verdens ende. Så vi kan være her og leve og elske og bøvle som dem vi er.  

Konfirmation betyder at bekræfte. Og selv om det er jer, konfirmander, der siger ja i dag, så er det jer, der bliver bekræftet i det, som dåben betyder.

Og ligesom I engang blev døbt midt mellem dem, I hører til hos, så bliver I, i dag konfirmeret med vigtige mennesker omkring jer. I har dem i ryggen. Det kan I se og mærke, når de rejser sig op om lidt, når jeres navn bliver nævnt.

Og jeg skal sige farvel til jer i dag.

I dag sender vi her i kirken jer, ud som flaksende smukke sommerfugle i det lyse forår. Og vi ønsker jer alt muligt godt.

Hvis I får brug for mig, vil I altid kunne skrive eller ringe til mig eller komme forbi. Lov mig, at I aldrig lukker jer om jer selv, men vover at gribe ud efter hinanden, jeres familie, venner, mig, Gud. For når man beder om hjælp, holder man endelig op med at være alle mulige andre end den, man i virkeligheden er.

Gud velsigne jer!

Amen.