Bibelteksterne til gudstjenesten

De valgte salmer til gudstjenesten

84, Gør døren høj, gør porten vid!

172, Se, vi går op til Jerusalem

54, Hvad mener I om Kristus,

192, Hil dig, Frelser og Forsoner!

804, Det sused af vinger i luften i nat

Prædiken af sognepræst Marianne Vigen Smolarz 

Der er både noget meget glædeligt og noget meget skræmmende, når mennesker i fællesskab stimler sammen og vil det samme.

For der er kræfter i sådanne forsamlinger, som kan både vælte Berlin-mure og storme Kongresser.

Og en fælles flok kan bevæges både af ånd og af vold. Den kan være båret af hårdt arbejde, tid og tålmodighed eller den kan bryde ud som en pludselig sanseløs eksplosion af voldsparathed.

Det er overbevisende og medrivende at være midt i et fællesskab, der vil noget. Det rykker, og man mærker en kæmpe kraft og vilje og et boblende engagement, når mange mennesker næsten bliver én krop og råber med én stemme.

Men der er også noget virkelig farligt ved, at mennesker suges ind i en fælles bevægelse og gribes af en pludselig begejstring fordi der endelig sker noget. Endelig er der nogen, der gør noget. For der er en tonedøv medløber i os alle. Og der er en længsel i os efter at finde en enkel løsning på alting. Så vi tiljubler gerne vores egne overskuelige sandheder – og måske en stærk mand, der kan lede os, så vi ikke skal række efter mere end vi forstår.

Men volden lurer i den tankegang og kan lande som en skygge mellem os. - Selv om det på en måde er lækkert, når alt bare bliver til én følelse; en bølge, som vi kan lade os bære af og ride med på.

Men det kan drive os hvor som helst hen. For den, der ikke står for neget, falder for alt.

Én dag jubler vi ”Hosianna!” og fem dage senere råber vi ”Korsfæst ham!” – om den samme mand.

For mig at se, er det ret mærkeligt, at mange mennesker forbinder tro med følelser.

Det er som om tro har med det vi føler at gøre. – Som om tro næres af vores følelsesliv. Ja, nogle vil mene, at troende mennesker er mere følsomme end andre.

Almindelig kristen tro, som den vi er fælles om i folkekirken, tager hverken afsæt i følelser og vil heller ikke manipulere med vores følelser. - Det er sådan noget sekter og lukkede kirkesamfund gør.

Kristen tro åbnes i langt højere grad af de spørgsmål vi stiller os selv og hinanden om livet og om at være i verden. Tro vækkes af den sansning og tolkning vi gør os af verden. Tro vågner i vores undren og taknemmelighed over det, som er og dem, vi har. Og Guds ord giver os sprog til vores erfaring, og lys til vores håb om, at der findes mere end vi kan finde ud af at forvente.

Der er en åbenhed mod verden i kristendommen, for Gud kom til verden for at kunne kendes der. Vi kan ikke føle os frem til Gud. Det ville i virkeligheden være at gøre os selv til gud og det er ikke godt for nogen.

Det er måske også derfor, der er noget skarpt og skingert i underlægningsmusikken denne søndag. Man ser det glade optog og mærker, at der stikker noget under.

Hvis der havde været en instruktør til stede, ville hun have stoppet optagelsen og bedt folkeskaren om at dæmpe sig lidt ærbødigt. Eller hun ville have flået Jesus af æslet, sat ham op på en hest og bedt ham om at ranke sig lidt.

Og der er noget sært ved de sorte fugle, der flakser rastløse omkring i træerne ved bymuren i Jerusalem. De har åbenbart tænkt sig at slå sig ned - mens de romerske soldater sætter sig til rette på bymuren for at få sig et billigt grin.

For der er noget under opsejling. Jøderne har gang i noget – sikkert nogle af deres sædvanlige sære ritualer. Så soldaterne må holde øje – både for god ro og ordens skyld og for underholdningens skyld.

Og der er åbenlyst et mærkeligt misforhold i det, der udspiller sig der på vejen.

Enten er der en masse mennesker, der overreagerer. Eller også er det en hovedrolleindehaver, som underspiller.

Der er noget, der ikke passer sammen. Nogen reagerer alt for meget på en, der er for lidt. Eller også er det omvendt på en eller anden skæv måde. Det kan opleves lidt som en taktløshed fordi hovedpersonen netop har brugt hele sit liv på at få mennesker til alt andet end at gå og råbe i takt. Han har altid taget imod dem som de var.

Folkemængden har hørt, at der skal komme en konge og de har brug for en konge til at smide romerne, der har besat landet, ud. Så jøderne har nogle helt specifikke forventninger til den konge, der kommer. De hører og ser og sanser ikke andet, end det, de selv er opfyldt af.

Og dybest set, vil de nok ikke have, hverken noget andet eller noget større end det de selv kan finde ud af at forvente.

De er fyldt af en følelse, og de kan hverken se ud over eller se mere end det. Og hvis man tjekker med manuskriptet, så ligner det jo også.

For Jesus kommer jo som en konge – præcis som det beskrives i de gamle skrifter, at deres kommende konge skal komme. Han kommer ridende på et æsel.

Han iscenesætter sig selv til at gå ind i en gammel forventning om, hvordan det skal se ud, når deres konge kommer. Og folk lader sig rive med i en rus af palmeblade og forløsning.

Da Christian den 10. i juli 1920 red over den gamle grænse til Tyskland mellem Kolding og Christiansfeld for at signalere, at nu hørte noget af den tabte den del af landet igen til Danmark – da red han på en hvid hest. Han indtog så at sige landet. Nu var det hans. Og tyskerne måtte lyde ham eller pakke deres gode tøj og tage hjem.

Og når man læser om det, bliver man hvirvlet ind i en lang diskussion om, hvorvidt hesten var hvid eller kalket hvid. Men det er ikke det, der er afgørende her.

For en hest er en hest og et æsel er et æsel.

Og signalværdien i forskellen på at komme ridende rank og ret på en – måske – hvid hest og så at komme sjoskende sagtmodigt på et æsel – det skulle måske kunne vække lidt opsigt. Og det skulle måske nok have vakt lidt eftertanke i folkeskaren den søndag.

Men det gjorde det ikke. Folk så en flig af anledning til at få deres hedeste drøm opfyldt – at få romerne smidt ud af landet - og de lod den drøm fylde det hele.

For folkets eget billede af Jesus stod i vejen for det de faktisk kunne se, han var. – Hvis de altså kiggede rigtigt efter.

Det kender de fleste af os, der lever tæt sammen med andre mennesker nok. I et parforhold f.eks., er der to, men der er også det tredje, som er mellem os.

Der er de forventninger vi har til hinanden og de behov og impulser vi selv er opfyldt af for tiden, som gør, at vi ikke ser den anden og ikke reagerer på den anden, men reagerer på det vi gerne vil se eller gerne vil have.

Jeg går ud fra, at de fleste af os har prøvet at være så fuld af en følelse, at det går ud over den anden og det fælles og det, der er sandt imellem os.

Under alle omstændigheder, er der forskel på hestekræfter og æselkræfter.

Hestekræfter er sådan nogle man praler af. ”Æselkræfter” findes ikke engang som ord. De er ikke værd at beskæftige sig med. Det går simpelthen for langsomt! 

Og der var således også forskel på det, folk efterspurgte og det Jesus kom med.

- Og at der alligevel var noget at komme efter, forstod de først langt senere. Men da var Jesus død – delvist ved deres hjælp.

Skuffelsen over, at Jesus ikke var ”vor Herre til hest”, men ”Vor Herre på æsel”, vendte stemningen fra ”Hosianna!” til ”Korsfæst!”

Jesus holdt sit indtog med den magt, der er i ånd og kærlighed og medmenneskelighed og en vis portion ydmyghed.

Men han blev hyldet som en, der så rå vold som en rimelighed. Det døde han af – det var han sådan set også nødt til. For først da han opstod som Guds blivende sandhed, begyndte folk at forstå at det ikke handler om at have flest hestekræfter.

Et æsel er et tjenende trækdyr, som tager det lange seje træk og går hele vejen, når der er brug for det. Og det gør det ikke i forventning om at få likes og blive kalket hvid og udråbt som helt. Det gør det fordi det er det, det kan.  

Sagtmodighed, langsommelighed, eftertænksomhed og trang til fællesskab er ikke særlige eftertragtede egenskaber for tiden. Vi hylder hurtighed og effektivitet og skal dagligt bygges op af andres anerkendelse eller tilbedelse.

For hvem er vi ellers? Vi vil selv være ham på hesten. Vi spiller gerne gud i vores eget liv – indtil vi opdager, at vi lever af det vi får givet.

For vi hersker ikke over vores livsmod og kærlighed eller den accept og de store ord, der kommer os i møde – hvis vi altså selv kan være stille længe nok til at se og høre det.

Det er i den kærlighed og tilgivelse, der er kommet til verden og som hele tiden er på vej – det er i den, vi finder mod til at tro på mere end vi selv kan finde ud af at forvente.

Amen.