Bibelteksten til gudstjenesten

Salmerne valgt til gudstjenesten

754, Se, nu stiger solen af havets skød

450, Du kommer, Jesus, i vor dåb.

728 Du gav mig, o Herre, en lod af din jord

674 Sov sødt, barnlille!

52 Du, Herre Krist,

Prædiken af sognepræst Thomas Larsen

Hun havde set ham. Ja hun så ham hver dag. Når hun gik fra sin lejlighed, på anden sal. Og når hun kom ud på den befærdede indfartsvej. Han sad på bænken, på den anden side af vejen.

Han sad der om vinteren i en slidt sweater, med en termovest på. Og selv kunne hun skutte sig i sin Cahmere frakke fra Sand; og med halstørklædet fra Burberry.

Han sad der om sommeren i t-shirt og beskidte Jeans, når hun missede imod solen med sine nye Dolche-Gabanne-solbriller.

Året rundt sad han der, allerede om morgenen, når hun fandt ned til bussen, på vej til arbejdet på advokat-kontoret. Hun havde set ham sidde der. Også gennem flere år. Gennem alle årstiderne.

Han sad der på det tidspunkt, og åbnede den første elefant-øl. I al fald den første, af dem, som han havde med i sin plastik-pose fra Netto.

Og han var der nærmest altid. Altså, det kunne da godt være, at han en ikke var der i et par dage, og det tog ingen notits af. Hun så ham bare. Konstaterede det, som en del af hverdagsmorgen-billedet. Ligesom busskiltet var det. Ligesom naboens due-blå Vespa, der stod på fortovet var det. Som træerne i parken, som alt andet, der nu engang var på sin almindelige plads.

Ingen skulle sige, at hun ikke så ham. At hun ikke havde set ham.

For det kunne hun bevidne. Hun havde set ham.

Der var engang en eller anden rig mand. Og denne rige mand levede sit rige liv, som sådan nogle jo gør.

Lazarus havde set ham. Han havde set ham mange gange. Når han kom ud, omringet af en masse mennesker. Mennesker som enten ville have noget af ham eller fra ham. Mennesker, som af den ene eller anden grund havde grund til at passe på ham. Han havde set ham gå rundt i de fine purpulilla kappe, uden om de fine røde linnedklæder, fra fremmede lande. Så smukt og magtfuldt så det ud, når denne rige mand trådte frem i byen.

Lazarus sad overfor porten, til det hus hvor den rige mand boede. Lazarus sad. Ikke på en bænk, eller en stol. Han sad på den støvede jord. Det gjorde han hver dag. Lazarus havde livet igennem kæmpet. Han havde i mange år været syg. Han var på et tidspunkt så dødssyg, at alle havde troet, at nu var det ude med Lazarus. Han havde haft en brændende feber, så sveden haglede ned ad ham. Hans øjne var vilde, røde og hævede. Og alligevel skælvede han af kulde, som var det en kold decembernat.

Men Lazarus levede videre. Men kom sig aldrig helt. Var for svag og for dårlig til at arbejde som daglejer. Han var blevet gammel. Han havde mistet alt. Hans hud var stadig fyldt med sår. Og resten af byen holdt ham på afstand. Sygdommen var som et mærke, der gjorde det umuligt at virke i byen, som noget andet, end bare noget, der var der. Og nu sad han her, og kiggede på porten ind til en eller anden rig mand. Med et eneste ønske: ”Han ønskede kun at spise sig mæt, idet der faldt hans vej. Og det der faldt i hans retning, måtte han kæmpe med de halvvilde hunde for at får fat i.

En dansk tv serie, på Netflix har i de forgangne uger fået stor opmærksomhed. Både herhjemme, men sandelig også rundt i verden. Fortællingen turnerer rundt om to familier i den rigeste del af landet. Den ene familie er det man kalder ”gamle penge”. Manden i familien har overtaget familiefirmaet. Har fået sig en smuk kone fra samme omgangskreds, som arbejder lidt med sit eget lille firma. Og de har en søn.

Den anden familie er ny penge. Han er hot-shot advokat, hun arbejder i en anden højtplaceret stilling inde i København K. De har også en søn.

Og så har hver familie en au-pair ansat.

Jeg skal ikke afsløre noget plot. Men der er en scene, der gjorde særligt indtryk på mig.

Den ene families au pair forsvinder pludseligt. Den gammelriges families au-pair. Poltiet kommer ud for at undersøge sagen, og stiller derfor nogle spørgsmål. Hvilket de i familien synes er mildest talt ubelejliget.

Betjenten spørger konen, hvad er jeres au- pairs efternavn?

”Efternavn??” spørger konen, uforstående…”Øhh- Et eller andet kort!” Svarer hun

En morgen da hun kom ned til bussen, så hun over på bænken overfor. Det var en tidlig sommerformiddag. Vejret var skønt, og hun havde undet sig selv rigtig mælk i sin kaffe denne morgen, som hun drak med vellyst, sammen med sin grøntsagssmoothie. Og da hun kom ned af trappen så hun netop overmod bænken. Og der sad han. Men ikke som han plejede. Han missede ikke op imod solen. Hans flaske lå på fortovet foran ham, og han selv var sunket underligt sammen.

”Så for søren” tænkte hun. ”Den var nok høj i går”. Smilende så hun imod den retning bussen skulle komme fra, og smilte lidt overbærende overfor sig selv.

Lige da bussen svingede ind på vejen, og hun kunne se den et par hundrede meter nede af vejen, hørte hun et skrig.

Og pludselig så hun 2-3 andre rundt om bænken.

Hun så sig for over gaden, og gik over. Hun så at manden nu var faldet ned på fortovet og lå, og så meget død ud. ”Jeg troede bare han var fuld”, sagde hun til de andre, der stod der.

Den ene havde tårer i øjnene da han sagde: ”Han hed Leif”.

Der var en mand, der hed Lazarus.

Og så var der en rig mand. Som vi ikke ved hvad hed. Han var der bare. Lige som vejen var der. Ligesom trækdyr og høns var der. Ligesom regnen var der i regntiden. Ligesom middagsheden var der.

Og så var der Lazarus.

Måske er det sådan, at den, der benævnes, er den, der ses?

Det er som om, at når der sættes lyd til et billede, så kommer det for alvor til live. Det er som om at når vi HØRER vores navn; så føler vi os for alvor SET.

Vi prøver selv at fortælle mennesker at vi har set dem, når vi nævner dem med navn.

Og måske er det derfor, når vi har dåb, at vi i indledningen af dåben spørger til barnets navn. Det er ikke et hvilket som helst barn vi i dag har døbt. Det har navn. Barnet hedder(…….)

Aastrup er inde på det i den salme vi sang før. I salmen ”Du gav mig O Herre en lod af din jord”. ”Og giv mig til sidst

Et navn Herre Krist,

Som er i din livsbog indskrevet”

Som en bøn om at blive set, og blive benævnt af Gud.

Og som skal huske os på navnene: Om det er Lazarus, Leif, Om det er Puk. Om det er, ja, hvad hedder de alle sammen. Tænker vi os om, så kender vi måske flere navne.

Og gør vi ikke, så skal vi vide, at de navne kender Gud.

AMEN