Bibelteksterne til gudstjenesten

 Salmerne til valgt til gudstjenesten

726, Gak ud min sjæl, betragt med flid

330, Du, som ud af intet skabte

843 At standse ved en døbefont (Kan høres på youtube)

321, O kristelighed!

813 Solen begynder at gløde (Kan høres på youtube)

Prædiken af sognepræst Marianne Vigen Smolarz

Man kan forestille sig meget.

Og man kan sådan set også bare holde fast på sin forestilling – uanset, hvor velbegrundet den måtte være.

Nogle gange – eller måske som regel – kan det ovenikøbet være en fordel ikke at ændre på det, man nu engang har tænkt eller lært – eller hørt.

Verden er tryg, hvis den ser ud som man selv synes, den skal se ud.

Vi hører lige nu om oprør i gaderne i London og andre steder i England. Oprør i forbindelse med den forfærdelige hændelse, hvor tre pige blev knivdræbt. Man gør bl.a. oprør mod muslimer – selv om det er offentligt, at den 17-årige som begik drabene efter al sandsynlighed, er kristen.

Men den sociale nød er stor og trykket stiger mange steder blandt almindelige mennesker i England, så skylden må placeres og en syndebuk må findes. Og når man nu kunne forestille sig, at drabsmanden var muslim, så er det måske meget bekvemt for alle parter – bort set fra muslimerne - at holde fast i det.

I den mere kulørte – eller saftige – afdeling for hvad man kan forestille sig, læste jeg i fredags en klumme i den ellers meget alvorlige og ofte lidt selvhøjtidelige avis, Dagbladet Information. Her var det journalisten Mathilde Moestrup, der tog til genmæle overfor sexologstuderende Nick Olsen, der havde haft et indlæg i Politiken, hvor han gjorde sig klog på kvinders seksualitet.

Det skulle han ikke have gjort!

Det er ikke alt, hvad man kan forestille sig, som man ustraffet lader komme verden for øre.

Mathilde Moestrup spidder Nick Olsen for hans påstand om, at kvinder i virkeligheden i den seksuelle relation mest har brug for nærhed, omsorg og samhørighed. Hvad de ellers får ud af det, er ikke så vigtigt, mente altså Nick Olsen. Men som Mathilde Moestrup skriver:

”En spændende teori. En teori om hvordan andre har det, kunne man kalde det.”

Og så beder hun ham – selv om det kan komme til at lyde lidt forkert – om at stikke piben ind, forholde sig til sit eget dovne ståsted og bevæge sig i det. Tiden, hvor mænd fortæller kvinder – også selv om mændene kan pryde sig med at være sexologstuderende - den tid er slut.

Tingene bevæger sig og det nytter ikke at sidde på torvet og råbe det, vi plejer at råbe - med de samme forældede begrundelser som vi plejer.

Det kan godt være at tiden engang var ”en anden” sådan som vi har hørt i forbindelse med talrige Me Too sager. Men det kan vi så konstatere, at det er den ikke mere.  

At være woke er et aktivistisk begreb, der har at gøre med at vågne lidt op. Og vi behøver nok ikke alle at være lige woke, men man kan da godt slå ørene ud og forholde sig til sidste nyt fra tanker i tiden.

Johannes Møllehave fortæller i romanen »En fri mand« om en pige på 12, der er blevet myrdet.

I pigens nabolag bor Olsen. Der er meget, der peger på Olsen som morder. Men Olsen nægter alt. Pressen er af en anden mening. Naboerne smider sten ind ad vinduerne til hans kone. Men er det ham? Da pigen skal begraves, lader Møllehave præsten slutte sin tale med at sige: »Det er ondt at forvolde et barns død, men det er også ondt at forfølge en familie, som det er sket her ... Jeg kan ikke lade være med at sige, at den ulykkelige mand, som er sigtet i denne forfærdelige sag, endnu ikke er dømt ... Jeg synes det er bedre at bekende et mord end at løbe livet igennem med sladder og bagvaskelse i en sag, man ikke kan dømme i, og som retten endnu ikke har dømt i«. Det viser sig, at Olsen ikke er morder – og at folk fældede alt for hurtige domme - formentlig fordi de hellere ville have deres egen forestilling bekræftet end de ville vente på sandheden og lade sig bevæge af den.

Det er alt sammen meget menneskeligt og det er også det, der er på færde i dagens tekst. Åndelig dovenskab kunne man kalde det.

Vi kan forestille os meget, men bare fordi vi kan forestille os det, behøver det ikke at være sandt.

Jeg synes f.eks. at det kan være vanskeligt at tale med andre om Gud. For hvad er deres forestillinger om Gud, hvad er mine forestillinger – og hvad tror de, jeg tror?

Ateister er de sværeste at tale med, for de tror som regel, at jeg tror på en gammel mand med hvidt skæg, der sidder i himlen og holde øje med os med sin moralske pegefinger løftet.

Det er selvfølgelig også derfor, at de er ateister og derfor de tager for givet, at jeg er en stivnakke med en middelalderlig barnlig tankegang. Okay, det er skåret lidt skarpt, men det er faktisk sådan man kan opleve det i samtale med erklærede ateister.

De smukkeste og mest frugtbare samtaler om Gud, har jeg måske med dåbsfolk, for de er som regel åbne og nænsomme og generøse med at dele med mig, hvad de tænker. Og jeg vil så nødig, at de tror, at de døber deres barn til en sær tegneserieagtig figur af en gud, der uddeler dagbøder for ukorrekt og umoralsk opførsel.

For Gud er i en helt anden liga og i et meget større sprog, som vi må nærme os med ord og billeder, men som aldrig kan holdes fast i et af dem.

Gud er i bevægelse i verden med det sindelag vi har set i Kristus og med den ånd han efterlader sig hos os. Den Ånd, der blæser, hvorhen den vil. Kun en treenig Gud, kan være levende og aldrig fundamentalistisk.

Man kan forestille sig Gud som en gammel mand i himlen, der udstikker moralske love om dit og dat, men det betyder ikke, at det er sandt. Og vi er skabt til mere end at holde fast i vores egne færdige forstokkede forestillinger, som giver os magt over situationen og en slags mening i den.

Men vi kan også godt tænke større og vi kan godt lade noget stå åbent som en mulighed, vi ikke kender. Og det kræver, at vi ikke vil nøjes med, hvad vi selv kan forestille os, og at vi giver afkald på den bekvemmelighed og tryghed, der er i det bestående. Det er det kristendommen bygger på. For kristendommen bygger ikke på et urokkeligt fundament. Kristendommen springer af en kilde, der bliver ved med at pible med frisk vand og nye strømninger, som man måske ikke havde forestillet sig, men som man må prøve at forholde sig til.

Det er også denne forfriskelse dåbens vand er tegn på.

Andre af de store religioner – islam og jødedom – er forpligtet ikke blot på deres hellige skrift, men også på traditionen – det man plejer at tro og gøre. Ja, det er katolikkerne også.

Muslimer, jøder og katolikker er forpligtet på alle de trosregler, som deres paver og præster og selvbestaltede profeter gennem tiden har fastsat ud fra, hvad de på den tid, havde af forestillinger.

Men det er vi som protestanter heldigvis i meget høj grad fri for. Vi har Bibelen og vi har nogle trosmæssige rammer som er sat ud fra Bibelen.

Men det ændrer ikke på, at kristendommen er en uudtømmelig kilde, der strømmer nyt i vores liv hver dag – og som vi også er aktivt forpligtede på med vores tanker og tro og fortolkning.

Det helt centrale i kristendommen er kvinderne, der kom ud til Jesu tomme grav og blev mødt af opstandelsen.

Og sådan kommer vi – ligesom kvinderne – altid for sent til nye begyndelser. For det nye spirer og ruges i mørket og vi må gribe det, mens det er i bevægelse.

Hvert kirkeår starter vi med fortællingen og forventningen om et lille barn, der skal komme til den forvildede verden under fremmede himmelstrøg og med en uafklaret familiesag i rygsækken. Hvad skal det blive til? Hvad vil der ske?

Ja, det vil tiden vise. Gud kom til tiden, og i tiden og bevæger sig med tiden.

Det nytter ikke noget, at vi sidder på tovene og råber, at man engang forstod Bibelen sådan, at man ikke må vie fraskilte og homoseksuelle eller have kvindelige præster.

Men jeg har også mine spekulationer med, hvad vi gør, når der næste år holdes Pride, som formentlig skal udgå her fra kirketorvet. Jeg er med i det udvalg, der skal udtænke kirkernes rolle i Priden. Og jeg har netop bedt om at komme med i det udvalg fordi jeg er udfordret på tanken. Jeg kender flere almindelige kedelige homoseksuelle, der ikke føler sig repræsenteret af Priden. Tværtimod endda.

Og kirke og kristendom er ikke særligt til for nogen udvalgte grupper, der råber højest. Kirken er især ikke en del af den splittelse der ligger i at dyrke forskellige identitetspolitiske behov. For kirken er her altid for alle med det fællesskab det giver, når vi gør hvad vi kan for at rumme hinanden uden at stille spørgsmål ved køn og seksualitet og alt muligt andet. Og vi er her for hinanden med den bevægelse, vi er sat i uden på forhånd at kunne sige, hvor den ender.

Men det er ualvorligt at sætte sig her ud på kirketorvet og give sig til at råbe de sammen gamle forestillinger som man har haft i hundredvis af år – bare fordi de gør os trygge.

Kristendommen er ikke urokkelig. Kristendommen placerer sig netop mellem ateisme og fundamentalisme. Ateisterne siger, at de ikke tror på fundamentalisternes faste forestillinger.

Og som døbte bibelske kildevældsspringere siger vi, at det gør vi heller ikke. Vi tror på Gud i virkeligheden, i bevægelse sammen med os.

Amen.