Bibelteksterne til gudstjenesten

 De valgte salmer til gudstjenesten

747, Lysets engel går med glans

853, Hvor kærlighed brænder

168, Hyrden er én, og så hans hjord,

Du skabte en verden, 

234, Som forårssolen morgenrød

Prædiken af sognepræst Marianne Vigen Smolarz

Vi er kommet et stykke hen efter påske. Den helt store opstandelse er ved at have lagt sig.

Troen på det umulige har ikke længere nogen stemme. Vi er holdt op med at synge påskesalmer.

– Det passer sig ligesom ikke mere med alt det gule og glade. Påskeæggene er spist og haren er for længst over alle bjerge – hvis ikke ulven har ædt den…

- Og hvad blev der af den store glæde; de vilde håb – at alting skulle blive nyt?

Vi venter stadig – og ved ikke rigtig, hvad vi skal tro.

Disciplene havde mistet modet. For dem var dagene mellem den første påske og pinse tunge og tomme. Ham, som de havde sat deres lid til – ja, alt, hvad de havde troet på - var væk. De havde mistet deres ståsted i verden, de havde mistet sig selv – og de havde mistet ham, der bandt dem til hinanden.

Og det var vel i de dage, at de også begyndte at samle Jesu ord. – De små stumper og brudstykker, som de kunne huske – og forsøgte at sætte dem sammen.

Og måske begyndte de der at indse, at hvad han havde sagt – det kunne hjælpe dem nu i denne sorgfulde situation.

Påskedagens rus havde lagt sig og opstandelsens under havde endnu ikke nået disciplenes hjerter. Dramaet om Jesus var ikke fortalt færdigt for dem.

Først til pinse nåede ånden frem til dem og vækkede deres fælles forståelse af, hvad det vil sige at være kristen.

En stor del af Johannesevangeliet, som dagens tekst er taget fra, er trøsteord til trængte tider og bange sjæle. Og det er omsonst at begynde at diskutere om nogle af ordene direkte er udgået af Jesu mund. For vi ville slet ikke have haft ordene i dag, hvis ikke de havde guddommelig betydning. Det er i betydningen, at Jesu ord bliver sande. Hvis de ikke er udtalt af hans mund, er de dog fortalt af hans liv og død og opstandelse. Det er det, der gælder.

Men disciplene sad fast i sorgen over ham, de havde mistet, og de var hver især spærret inde i sorg over sig selv. Døden havde endnu taget i dem. Den holdt dem fast i deres roller som forrædere, fornægtere, tvivlere og fiaskoer. De kredsede om alt det de burde have sagt og gjort. Det mod, de skulle have haft.

Nu, hvor Jesus var borte, stod disciplene kastet tilbage på sig selv. Og det er den største tomhed et menneske kan befinde sig i.

Og der er det, at vi har brug for at høre om hyrden; den gode hyrde, der som en klog gammel far står inde for, at det hele nok skal gå.

- Han går foran. Han viser vej. Vi har intet at frygte. Vi skal bare følge ham og gå efter hans røst.

Det er rigtig dejligt at høre og vide…

Men det er altså også her kæden kan hoppe af. For så nemt er det altså heller ikke at være et får!

- Ulven huserer i omegnen. Altså her i Jylland; det har vi set mange mærkelige mørke hjemmevideooptagelser af. Og nogle gange viser det sig at være en hund eller kæmpekat, man har set og så griner de lidt derovre på tagterrassen på Østerbro.

Men ikke blot krybskytten ligger parat; også daglejeren er trådt ind på scenen med uld i mund og uhyrlige påstande – uden blik for andet end egen vinding – og dumhed.

Men hvordan kan vi egentlig vide om det er den gode hyrdes stemme eller om det er daglejerens stemme vi kan høre?

Hvordan kan vi være sikre på, at den flok vi er i, følger ham, som vil fremme livet?

– Hvordan kan vi vide, at vi ikke følger en røst, der tilgodeser sin egen sag med alle midler?

Grundtvig sagde engang, at ”Ordet skaber, hvad det nævner”. Som i: Gud sagde: Lad der blive lys og der blev lys!”

Grundtvig talte om Guds Ord. Men ord har vist sig også at skabe virkningsfuldt i anden sammenhæng.

Den tyske jødiske filolog Victor Klemperer gjorde sig nogle noter under 2. verdenskrig. Hans noter var en løbende undersøgelse af, det sprog, der udvikledes af nazisterne. Og det blev til en bog. Uden på den danske oversættelse af bogen står følgende noteret:

”Ord kan virke som bitte små doser arsenik: De sluges ubemærket, de synes ikke at have nogen virkning, men efter nogen tid viser giftens virkning sig alligevel”

Og noterne tydeliggør, hvordan det sprog, der under 2. verdenskrig blev brugt af nazisterne om jøder, også langsomt var med til at ændre synet på jøderne. For der skete en glidende bevægelse i sproget, som var med til at legitimere forfølgelsen af jøderne.

”Endlösung” (slutløsning) var bl.a. et ord, der blev opfundet og brugt flittigt. Det lyder umiddelbart positivt – som noget i retning af den endegyldige løsning på et stort problem. – Men ”Endlösung” var en omskrivning af, at alle jøder skulle dræbes. For det var det, der var løsningen.

Hvad sker der med vores tankegang, når vi vænner os til at høre, at noget så uhyrligt skulle være ”en løsning”? For det er ikke menneskeligt at tænke sådan.

Jeg hørte om en, der havde spurgt en af tidens kunstige intelligenser, hvordan man kan bringe kræftstatistikkerne ned. Svaret var, at man skulle slå alle med kræft ihjel. Det ville hurtigt vise sig i statistikkerne. Og det ville også være billigere, kan vi godt regne ud.

De ord vi vælger at bruge, er ikke ligegyldige og kan manipulere os til en bestemt opfattelse af noget eller nogen. Et samfund, der tilsættes et negativt sprog om en bestemt befolkningsgruppe bliver i stigende grad påvirket af det på de indre linjer.

Og sådan var jøderne pludselig ikke længere tyskere, der hørte til det tyske folk. De blev skilt ud og blev kaldt parasitter på det tyske samfund. Jøderne skulle bære jødestjerne og der gjaldt særlige regler for dem. Og alt det skete næsten ubemærket mens almindelige mennesker levede deres hverdagsliv og den tyske kirke begyndte at støtte Hitler.

Og vi kan spørge, hvordan det kunne ske. Og samtidig må vi regne med AT det kan ske også for os. Skulle vi være anderledes og bedre til at undgå at lade os rive med af en stemning?

Det er vel for at huske os selv og hinanden på at bevare et menneskeligt og barmhjertigt og oplyst menneskesyn, at vi i aften igen sætter lys i vinduerne for at fejre befrielsen. Det er vel for også i fremtiden at huske, hvor nemt det er at følge en daglejer.

For også vores sprog skaber, hvad det nævner. Om de fremmede f.eks. ”Når de avler som rotter, tager vores piger og vores arbejde og vælter ind over vores grænser i store horder” osv. som man har hørt gennem tiden. – Det er et sprog man normalt bruger om skadedyr. Og det påvirker vores syn på mennesker, når vi bruger det om dem.

Det er nemt at sige de giftigste ord. Og jo flere gange en hel befolkningsgruppe bliver nedgjort, des mindre skurrer det efterhånden i vores ører.

Det er et ”daglejersprog”, der splitter den flok, der skulle række ud efter hinanden.

Det er et sprog, der fjerner os fra det vi kan og vil sammen. Vi dyrker et daglejersprog, som spreder os som får for alle vinde og lader os flakke ensomme rundt i et goldt landskab.

- Ja, det er vel efterhånden myten om den ensomme ulv, der kan klare sig selv, vi dyrker?

Det er en del af den moderne tænkning, at vi skal ”mestre vores liv”. Vi skal være kompetente, innovative, omstillingsparate, gøre en forskel, vælge aktivt, være effektive, gennemgå evalueringer, tage imod coaching og aldrig gå i stå. 

Det er ikke mærkeligt, at vi bliver depressive og udbrændte og stressede og kede af det, hvis vi skal klare alting selv. - Og hvis vores behov for fællesskab og samvirke med andre ikke længere har et gyldigt sprog.

Vi er overladt til daglejersproget, der driver os ud i ensomhed og krav om individualitet og øjeblikkelig handlekraft. I stedet har vi brug for en hyrde, der kan kalde os sammen og tale os i en levedygtig retning.

Og så er vi tilbage ved disciplene efter påske, hvor den store opstandelse så ud til at have lagt sig…

- Vi er der, hvor det, der trods alt bandt disciplene sammen – det var den utvetydige betydning Jesus havde lagt ind i deres sprog og liv med hinanden. De kunne diskutere meningen med den, men de ikke var i tvivl om, at de levede af en kærlighed, der var større end deres egen. At Jesu liv, død og opstandelse altid ville angive dem en retning – også hvis de ikke lige kunne mærke ham, når de mærkede efter.

Selv, hvor disciplene var allermest splittede, havde de fået et fælles sprog om, hvor livet kommer fra og om hvordan det forpligter os på at følges med hinanden.

For Kristus er den gode hyrde – hvis altså vi lytter til ånden i Bibelen og ikke som glubske åndløse ulve æder hans ord råt og bogstaveligt. For gør vi det, gør vi Kristus til en daglejer og hinanden til ofre for vores mest primitive følelser.

Amen.