Bibelteksterne til gudstjenesten

Salmerne valgt til gudstjenesten

754, Se, nu stiger solen af havets skød,

192, Hil dig, Frelser og Forsoner!

853, Hvor kærlighed brænder (kan høres på youtube)

675, Gud, vi er i gode hænder,

807, Den lange lyse sommerdag (kan høres på youtube)

Prædiken af sognepræst Marianne Vigen Smolarz

Sommeren synger - i sit dybgrønne løv, der også tætner huller i landskabet og skærmer den skræmte mod uoverskuelige horisonter. Mellem skrald og skulpturer – i haver og på parkeringspladser blomstrer sommeren i sit ustyrlige flor. Og livet leves lidt langsommere i de længere dage og de lyse nætter.

I min kalender står der, at de lyse nætter slutter den 7. august. Det er næsten ikke til at bære.

For vi har brug for sommersindet - uanset om vi stadig har ferie eller om alle feriedagene og pengene er brugt.

Sommerfuglene blafrer stadig rundt sammen med insekterne i krydderurtebedet. Og de morgenfruer, jeg såede lidt sent, er endelig begyndt at vågne op og står og nikker i vinden til høstanemonerne som en anerkendelse af, at de da vist klæder hinanden godt. For høsten nærmer sig. Jeg kan mærke det på mit skrivebord, der hopper af forskrækkelse, hver gang en monstermaskine af en mejetærsker på dobbelte dæk kører forbi udenfor mit kontor på Udbyhøjvej.

Det er stadig sommer, og håbet kommer smygende på lune vinde og skylregn og kiler sig ind mellem mig og mine nyhedsapps. For selv om det er agurketid, er verden stadig ”af lava”, som et barn engang udtrykte det. Og vi kan desværre ikke fjerne det forfærdelige ved at afinstallere en app.

Jeg så for nylig en tegning med en mor og hendes søn og en skraldespand, der stod på gulvet mellem dem. Sønnen stod med sin mobiltelefon og moren forsøgte at forklare ham, at det ikke var nok at klikke på skraldespand-ikonet på telefonen. Han var nødt til helt fysisk gå ud med skraldet!

Og måske er det der, vi er nået til med os selv og hinanden? Vi er nået dertil, hvor det er slut med de falske, forklædte og lette løsninger. For verden er fysisk og vi kan ikke klikke det ubehagelige væk.

Men vi kan løfte blikket og forholde os til verden og til den virkelighed, vi er en del af. Og så må vi insistere på at holde os i kontakt med det, der giver mening; med livet, med kærligheden, retfærdigheden – med Gud. Det er det bøn handler om. Og det er det dagens tekst handler om.

Bøn er henvendelse og hengivelse. Bøn er under alle forhold at henvende og hengive os til en sandhed, der lyser stærkere end vores digitale skærmes punktvise opklaring.

I det gamle testamente er der en mærkelig fortælling om manden Job. Fortællingen gennemspiller det grundmenneskelige spørgsmål: Er vi bare myrer i en myretue og er Gud en møgunge, der roder rundt i myretuen med en pind bare for sjov?

Jobs Bog, som skriftet hedder, er måske vores kulturs grundfortælling om det retfærdige menneske, der oplever alverdens ulykker regne ned over sig.

Fra at være en mand med kone, børn, slaver, dyr og stor rigdom, bliver Job til en syg mand, der har mistet alt og som til sidst sidder i en nedbrændt askehob og klør sine bylder med et potteskår.

Og undervejs hører vi om en indædt og tavs kamp mellem Gud og Job. Eller det er måske ikke helt rigtigt, for det er i høj grad en kamp mellem Job og vennerne. De påstår nemlig, at alle ulykkerne er Guds straf for noget Job må have gjort. Men Job insisterer på, at han ikke har gjort noget, der kan nedkalde Guds straf over ham. Og Job anklager Gud for uretfærdigheden og spørger, hvad han, Job, har gjort siden det er gået ham så skidt?

Og Gud tager til sidst til genmæle og spørger Job: Hvad regner du mig for? Hvilket begreb har du om Gud? Tror du, at jeg er sådan en gud, der sidder og styrer mennesker som en marionetdukkefører og hælder salt i jeres sår?

Tror det er så enkelt som så? Var du med ved verdens skabelse? Har du anvist morgenrøden dens plads og har du set mørkets porte? Befaler du dyrene at føde deres unger? Er det din indsigt, der får høgen til at svinge sig i vejret, folde vingerne ud og flyve mod syd? Er det dig, der har givet hesten styrke og mod? Hvad har du at sige, du der klager over verden og vil føre sag mod Gud?

Verden er stor, Job, hvor der er liv, er der kamp. Hvem har sagt, at du skal kunne forstå det?

Og efter at Gud længe har talt, bliver noget klart for Job. Selv om han stadig ikke forstår, er der skabt en tryghed og tillid i ham – som handler om hvem han selv er og hvem Gud er.

For Job skal ikke regne med at kunne gennemskue skabelsens og verdens sammenhæng og få det til at gå op i en højere enhed. Det er Guds område.

Men Job får at vide, at han havde ret i sin tro i forhold til vennerne. For Gud er ikke den hævner, som vennerne påstår. Gud er ikke en nøjeregnende Gud, der straffer mennesker med sygdom og ulykke. For vi er både skabt af – og ånder og lever i Guds storsind og overskud. Det er det, vi plejer at kalde Guds kærlighed. Men det kan så nemt blive klistret og påtrængende, for Guds kærlighed sidder så løst i vores mund. Og Guds kærlighed forstås ofte med meget menneskelige begreber og følelser.

Job er som enken i dagens tekst. Han helmer ikke før han får svar. Han regner så meget med Gud, at han bliver ved - selv om han bliver mødt af en mur af tavshed. Og Job bliver ikke bare ved med at plage Gud. Han slår også sprogligt Gud i ansigtet med de mest nederdrægtige påstande.

Bøn er henvendelse og hengivelse. Og bøn er også en livsform; at leve bønligt. Bøn er at leve i henvendelse og hengivelse til det, der er større end os. At være bevidste om, at vi – lige meget, hvor megen umage vi gør os - ikke er herre over verdens gang og tilfældige tilskikkelser.

Men det er svært at leve i henvendelse og hengivelse sådan som vi lige nu har placeret os i verden. For vi har lært, at der er prestige i at kunne leve i sig selv. Og at kunne klare sig selv. Og vi har lært, at vi skal mærke efter og leve efter, hvad vi inderst inde har lyst til. For vi skal blive lykkelige.

Her i min sommerferie har jeg læst en bog af en af mine mange yndlingsforfattere, den britiske forfatter Julian Barnes. Romanen hedder ”Arthur og Georg”. Og den handler om den britiske øjenlæge og forfatter, Sir Arthur Conan Doyle; ham der opfandt og skrev om detektiven Sherlock Holmes. I romanen bruger Arthur Conan Doyle selv Sherlock Holmes metoder og sin egen berømthed til at opklare en forbrydelse - for at skaffe advokaten George oprejsning for en falsk anklage mod ham.

Arthur var et menneske med et indviklet kærlighedsliv. Og han var også et troende og spirituelt menneske, der satte ære og sine stærke værdier meget højt. Et sted midtvejs i bogen tænker han: ”Han vidste ikke om han nogensinde ville blive rigtig lykkelig igen; men han vidste til gengæld, at hvor æren ikke er, der er lykken heller ikke.”

Da jeg læste romanen kunne jeg ikke lade være med at tænke på om vi lige nu tager fejl så vi forveksler lyst med lykke? Måske er det noget helt andet end, vi tror, der gør os lykkelige? Måske handler lykke ikke om at leve kun i forhold til os selv og det vi kan føle og mærke? Men måske handler det også om at leve i forhold til æren, en større tanke, nogle dybere værdier; det, der er værd at kæmpe for? Ja, at leve i henvendelse og hengivelse til Gud; at leve i samtale med en instans bag vores liv, der er os nær; som vil os det godt uanset om vi er bøvlede og skriger efter retfærdighed eller ej.  

I sidste uge hørte jeg fremtidsforsker Anne Skare Nielsen fortælle om, hvordan hun tror vores verden vil se ud i 2050. Og hun sagde, at vi lige nu står mellem to tænkemåder. Vi står mellem troen på friheden til at gøre, hvad vi har lyst til og så troen på at gøre, det der er meningsfuldt og sandt.

Længe har vi ment, at hvis vi bare går på arbejde og passer det, vi skal, så har vi også frihed og ret til at gøre, hvad vi vil. Der er ikke nogen, der skal forhindre os i at sidder hver aften og spise et kg. slik og drikke en flaske rødvin mens vi ser en voldsporno - hvis det er det vi har lyst til. Vi tror, at friheden til at gøre, hvad vi vil, er vores lykke. Men i virkeligheden er det mening vi skriger efter. Så her står vi mellem to livsmåder siger Anne Skare Nielsen, og for tiden mærker vi mest skammen over den på mange måder hensynsløse og egoistiske måde vi har levet på i de sidste mange år.

Men hun ser en tendens til, at vi er på vej væk fra den lystbårne livsmåde. I stedet for at gøre, hvad vi har lyst til og mener, vi har krav på, er vi på vej mod at ville leve meningsfulde og eftertænksomme liv. Vi vil søge mere mod fælles løsninger og dermed også mod fredelige midler. Vi vil være mere villige til at give afkald og lide afsavn i en højere sags tjeneste.

Og det involverer - for mig at se – også, at vi lever mere ærefuldt og lever i forhold til det vi tror på og det vi som mennesker er skabt til. At vi tager vores liv alvorligt og også brokker os og skælder ud på Gud, som Job og enken, når noget uretfærdigt overgår os. For at vende vores vrede mod Gud, er også at leve i henvendelse og hengivelse. Som Paulus skriver: ”Gud har ikke givet os en fej ånd, men en ånd med kraft og kærlighed og besindighed.

Og når vi bliver trætte og stille af at råbe på Gud, opdager vi måske en slags klarhed i, at Gud stadig er der, hvor alting ikke går op.

Amen.