Valgte salmer til gudstjenesten

3 Lovsynger Herren, min mund og mit indre!

750 Nu titte til hinanden de favre blomster små,

257 Vaj nu, Dannebrog, på voven,

320 Midt iblandt os er Guds rige

Horisonten skiller os fra himlen

Bibelteksterne til Kristi himmelfarts dag

Prædiken af sognepræst Thomas Larsen

Den 15. November 2015 blev i Paris en dag, hvor der blev taget mange afskeder. På en måde, som var helt uventet. Bevæbnede mænd gik ind på et spillested, en koncertsal. Og begyndte at skyde rundt på koncertdeltagerne. I over en time gik de rundt derinde, og ventede på om nogen skulle bevæge på sig.

Efter attentatet sidder Mathieu med et tæppe om sig. Han er mentalt udmattet. Men er ikke ramt. Han er ikke såret. Og han sidder lidt og kigger ud foran sig. Og prøver at forstå, hvad der er sket.

En mand kommer hen til ham. En redder. ”Er du ok? Hvad hedder du”. Mathieu siger sit navn og nikker. ”Kan du hjælpe os?” spørger han. Mathieu nikker, og følger med redderen. De kommer hen til en båre, hvor der ligger en ung pige, som er såret. Hun er på Mathieus alder. Der er blod over det hele. Redderen ser på Matheiu. ”Kan du blive hos hende?”. Mathieu nikker, og redderen skynder sig videre….

---------------------------------------------------------------------------------------------------------

Afskeden er et vilkår i livet. Nogle gange er afskeden ventet. Den kan endda være ventet så meget at det er en lettelse at kunne tage afsked. Andre gange er det ikke ventet. Overhovedet. Og så er der det aspekt, at afskeden nærmest altid under alle omstændigheder, kommer bag på os.

---------------------------------------------------------------------------------------------------------

Endelig, som det allersidst viste Jesus sig endelig for de 11.

Judas havde for længst forrådt ham, for en ussel sum sølvmønter, og havde ikke kunnet leve med det. Og havde taget en ensom afsked med verden. Med et aftryk og indtryk efter sig, som nok ingen ønsker sig.

De 11 andre havde forsøgt at fortsætte deres liv og tilværelse efter Jesu korsdød. De havde været til stede under hans anholdelse, men siden var de flygtet væk fra begivenhedernes centrum, med en bevidsthed om, at de selv kunne stå for tur, hvis de forsvarede ham. Peter havde åbent fornægtet ethvert kendskab med ham, og sammen havde de i angst holdt sig på afstand. Efter kvinderne var kommet fra gaven og havde fundet den tom, var de bange. Og stumme. De talte ikke. I al fald ikke om elefanten i rummet, eller elefantens fravær i rummet om man vil. De talte ikke om det umulige der var sket. De talte ikke om den umulige afsked.

Indtil: ”Til sidst viste Jesus sig for de elle selv mens de sad til bord, og han bebrejdede deres vantro og hårdhjertethed”.

Mathieu så ned på den unge pige, der lå der. Og han spurgte om hendes navn. Og efter lang tid lykkedes det for hende at sige ”Julie”.  Og Mathieu glemmer alt omkring sig og er kun fokuseret på Julie. Han taler til hende. Siger hendes navn igen og igen. De kender ikke hinanden. Men det er som om at der opstår en verden imellem dem, hvor intet andet er til stede. Mathieu vil kun være et lys for hende så længe han kan. Han vil lade hende høre sin stemme. Han vil lade hende mærke sin hånd, mens hun ligger og venter på….hvad det næste end måtte blive.

Mathieu kendte hende ikke. Men sagde hendes navn. Indtil hun forblødte og døde på fortovet. De talte sammen. Og det skulle, sagde Mathieu mange år senere, det skulle blive det vigtigste møde i mit liv.

Jesus sagde til dem: ”Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen. Den, der tror og bliver døbt skal frelses, men den der ikke tror skal dømmes”

Jesus sagde ikke farvel. Han sagde ikke, ”Det var hyggeligt at være sammen med jer”. Han sagde ikke engang, på gensyn.

Men han sagde gå ud. Lev videre. Prædik evangeliet. I dit liv og dit ord, giv da videre, af det som I har fået. Og lad den kærlighed nå ud til hele skabningen. Og døb. Giv det nye liv videre.

Jesus sagde med andre ord. Se, der er mine fodspor. Fyld dem ud! Fyld det ud i dette liv

Jeg sad her nede på kontoret, herinde i kirken, da telefonopkaldet kom, tidligt på formiddagen. Min kone ringede og sagde at graveren ved kirken, havde fundet vores kat. Den var blevet kørt ned.

Nu sagde jeg vores kat. Det virkelig triste var, at et særligt var vores datters kat. Som flyttede ind, nærmest på hendes værelse, under corona-nedlukningen. Og blev, ja en støtte kat, for hende. Dybt elsket, som man kun finder kærlighed mellem en 15 årig og hendes husdyr.

Det var en tung besked. Næsten ubærlig.

I de kommende nætter måtte hun sove i vores gæsteværelse, fordi, der i dynen var efterladt en lun hulning, der vor katten havde ligget og sovet, da hun gik i skole.

”Da Herren Jesus havde talt til dem, blev han taget op til himlen, og satte sig ved Guds højre hånd….Men de drog ud og prædikede alle vegne”.

Gad vide om ikke vi kender det ret godt de fleste af os. Mon ikke mange af os kender den fornemmelse af at den fraværende, i sit fravær kan blive meget stærkt nærværende. Når vi tager afsked. Og forlænger kærligheden i tanker. Og hvordan vi hele tiden ser den vi har taget afsked med, som ikke er mere. Fordi tegnene efter dem er alle steder.

I fornemmelsen af at holde deres hånd, i den sidste time. At se hulningen i dynen. Eller som min gamle mormor, som ikke skiftede navnet ud på brevsprækken, ved hoveddøren. Der stod Johannes Poulsen, resten af hendes dage, til sidst over tyve år efter hans død.

Vi ønsker ikke at fjerne sporene. Vi ønsker at fastholde dem. Og vi ønsker at leve op til de spor de har sat efter sig.

Sporene der sættes efter afskeden, er spor der giver et andet nærvær. Et nærvær i erindring, i tanke, i Ånd

Hvor finder vi så sporene i dag?

Hvor er sporene fra Kristus?

De er i Julie, der blev set og ikke var alene. I Mathieu, der kunne være der. De er i enhver af os efterladte. Og i dem vi tog afsked med.

De er i enhver af alle disse små.

AMEN