Bibelteksterne til gudstjenesten

Salmerne valgt til gudstjenesten

435 Aleneste Gud i Himmerig

28 De dybeste lag i mit hjerte

292 Kærligheds og sandheds Ånd!

321 O kristelighed!

725 Det dufter lysegrønt af græs

Prædiken af sognepræst Mariane Vigen Smolarz

Forleden aften på cykelturen hjem - med solen flimrende ned gennem løvet og ud mellem plankeværk ved vejen, så man tror, at det er ens syn, der er blevet forstyrret - der var der pludselig et strejf af bål midt i de bedøvende sommerlige blomsterdufte alle vide vegne fra.

Et bål, et fællesskab; det daglige brød snoet om pinde og bagt sort udenpå mens det stadig er dej indeni. Vi er ved den tid, hvor man husker, hvordan gær smager.

Det var en sommeraften i eget svøb. Den dybe grønhed, frøene, der er sået, som spirer og som vil vokse og folde sig ud. Noget vil modnes.

Alt er lagt til rette til en lang udstrakt tid, der begynder med de lyse nætter og ender i mørket.

For vi er kommet til trinitatis.

I det sidste halve år har vi fortalt og levet os igennem alt det, vores tro bygger på. De tre store fester, jul, påske og pinse - og alle de betydninger, der bliver ved med at fortælle videre rundt omkring højtiderne og deres kommen og gåen.

Vi har lært Gud at kende som Fader, som Søn og som Helligånd.

Eller som Skaber, Frelser og Livsfornyer.

Gud som tre i en. God som den treenige Gud.

Det har sat himmel og jord i bevægelse og hjerter i brand og brydning. Vi er ikke længere, hvad vi har været. Vi er mere til.

Det har vist sig, at det himmelske og det jordiske er dybt involveret i hinanden.

Det himmelske fik krop.

Det jordiske fik højdesans og samvittighed.

Vi har fået åbnet vores øjne for noget større.

Og vi kan ikke længere falde igennem.

– Hvilken glæde! Og hvilken forpligtelse!

Så nu er det tid til vækst i det næste halve års udfoldelse af, hvad det så vil sige at være kristen i verden.

Den liturgiske farve er grøn. Det er hverken tid til faste eller fest. Tiden er til et livtag med at være og have tro i virkeligheden. At vokse med – og ind i – troen.

På baggrund af det sidste halve års bibelske begivenheder er det ikke længere muligt at vælge ligegyldigt barbari. Og det er heller ikke muligt at lade sig æde op indefra af sin egen utilstrækkelighed.

For Jesus Kristus har vist os, at Gud er i mellemrummet mellem ”for lidt” og ”for meget”.

- Der hvor vi hverken går under radaren eller over gevind.

For det er der kærligheden kan gro.

Indimellem er der samtaler, som vi ikke ved, hvad handler om – før vi har dem.

Det er samtaler, som trænger sig på med en underlig nødvendighed, men de begynder i det dunkle og må udfolde sig undervejs mens ordene famler sig frem.

Og det er også en virkelig mærkelig samtale Nikodemus har med Jesus der i mørket.

Godt, at Jesus bare er frelser og ikke samtaleterapeut. For ret beset aner vi faktisk ikke hvad det er Nikodemus er kommet for. Men Jesus ved åbenbart, hvad Nikodemus har brug for – uden at spørge ham først.

Nikodemus når kun til de indledende høfligheder og tillidserklæringer inden Jesus tager over og svarer ham på noget, han ikke har spurgt om. Dét var ikke gået på den terapeutuddannelse, jeg tog for mange år siden.

Nikodemus var medlem af det jødiske råd og derfor tålte hans møde med Jesus vel ikke dagens lys. Det ville nemt kunne misforstås af hans egne, der ikke ligefrem var pjattede med Jesus.

Og de spørgsmål, Nikodemus går og tumler med, hører vel til den slags, der vokser om natten og holder os vågne.

Jeg var en gang til en arbejdspsykologs Ph.d.-forsvar. Afhandlingen handlede om vold på arbejdspladsen i plejesektoren. Forskeren kom frem til at de fleste voldelige episoder finder sted om natten. Men han kunne ikke sige noget om, hvorfor – for det havde han ikke undersøgt og så havde han selvsagt ikke belæg for at sige noget om det i en akademisk sammenhæng.

Men vi andre har jo lov at gætte. Og mon ikke det er alment kendt, at det, vi bøvler med, bliver større og sværere og uløseligere om natten?

Det er om natten de dæmoner, som sprogløst overmander én, myldrer frem. Og hvis man ikke har begreb om og ord for det, der rører sig, får man vel lyst til at slå, sparke og rive og rase i stedet for?

Nikodemus er egentlig ikke en særlig vigtig bibelsk person. Han er kun væsentlig fordi han ligner os og vores liv, der hvor der i sprækkerne i den travle hverdag pludselig dukker eksistentielle spørgsmål op til overfladen.

Og Nikodemus’ samtale med Jesus forløber helt skævt, for da Nikodemus får munden på gled, spørger han for at forstå.

Han beder om en forklaring, som han kan lægge op på hylden ved siden af tyngdekraften og andre naturlove.

For Nikodemus er utrænet i at bruge ord, der ikke er bogstaveligt ment. Han kan ikke gribe et sprog, der skal forsøge at nærme sig sandheden.

Og deri ligner vores tids mennesker ham vel.

Vi overgiver os gerne til det, der har velunderbyggede argumenter og en god forklaring. Men vi har ikke tillid til noget, der ikke er så konkret, at vi kan skære ud i pap og skilte med den.

Nikodemus har en slags lærd nysgerrighed, men han ved ikke, hvordan han skal komme længere end det. For selv om han vil forstå og have styr på tilværelsen, så rumsterer noget i ham. Han lever med en navnløs længsel om at høre til et højere sted.

Og sådan tror jeg han ligner mange af os. Vi vil have Gud på vores egne betingelser, lagt på plads i kasser i vores forståelsessystem. Vi vil hellere være fattede end forsagte. Vi vil have styr på Gud. Men det får vi ikke.

For et menneske er et væsen, der også længes mod det meningsfyldte; mod Gud, mod at blive grebet, mod at give os hen i tillid til at det går an.

Vi lever på jorden; ikke i himlen, men der er lagt en længsel i os efter noget uden for os selv. Og denne længsel handler om det åndelige; om det vi tror på; om det vi holder for sandt og værdifuldt; det, der har vores kærlighed.

Men som tidligere højskoleforstander på Askov Højskole Knud Hansen sagde for allerede mange år siden: ”Vi har fået ånd og virkelighed anbragt i to så skarpt adskilte indelukker, at de ikke har mulighed for at indvirke på hinanden.”

Vi har det åndelige i os – som en måske skjult del af vores menneskelighed. Det handler ikke om begavelse. Det handler om at være i kontakt med alt det et menneske lever af.

Den østrigske psykiater Viktor Frankl måtte som jøde tilbringe tre år i forskellige koncentrationslejre. Undervejs mistede han sin kone og sit ufødte barn, sine forældre og sin bror. Selv overlevede han på at insistere på, at det må være en mening, en værdi, en menneskelig værdighed, som stammer et andet sted fra end den rå og brutale dyriske virkelighed, han så alle stedet omkring sig.

På et tidspunkt fortæller han om en episode i en af lejrene. Der bredte sig en dag et rygte om, at der næste morgen skulle afgå en fangetransport med et ukendt antal fanger til en ny lejr. Ingen vidste hvor mange eller hvem, der skulle med.

Og den samme nat var der indbrud i lejerens bibliotek, hvor folk sikrede sig små stykker af deres yndlingslitteratur: Bibelen, de store filosoffer og forfattere; bare et par sider, som de håbede på at kunne skjule under rejsen.

Og hvorfor?

- Fordi de ville fastholde den sidste rest af at høre til et andet sted, i en anden fortælling, fortalt på plads af et andet sprog, et andet blik på verden og mennesket end det groteske, primitive sprog, som de var omgivet af – og som de måske ville blive slået ihjel med. Til det sidste ville de fastholde fortællinger om, at de var mere end det.

Og måske netop fordi Nikodemus er så hudløs ærlig og bruger et så grotesk konkret sprog om at komme ind i moders liv igen – måske er det pga. disse usmagelige billeder, at vi indser, at der er tale om noget helt andet.

For ved indgangen til trinitatistiden og en ny besindelse på kristenlivet, står vi ved den port som dåben er. Det er der det hele begynder. Med en hengivelse til håbet. Og med intensionen om at tro uden at frygte.

Vi står ved dåbens sammenblanding af vand og ånd, af krop og ord fordi vi ikke kan leve af snobrød alene. Dåben knytter os til løftet i Kristus om at høre til og høre hjemme i en verden, der både er til at tage og føle på og forstå, og som også rækker ud over vores sprog og vil åbne en ny mulighed for os, der hvor mørket tvinger vores tvivlende spørgsmål frem. Amen.